Indledning
Fortidens begivenheder og personer er for os uhåndgribelige. Vi kan læse dem ud af deres historiske levn, men aldrig tilnærme os de forgangne tilstande, foruden vores evne til at udfylde hullerne mellem sagt og gjort, værende og ikke-værende, fortid og nutid. Fantasibrug i historisk praksis, som evnen til at forestille sig, at virkeligheden har set anderledes ud, end den forekommer for os som nutidige subjekter, og derigennem rekonstruere fortider, har altid spillet en central rolle for konstitueringen af historisk viden. Anskuer vi imidlertid dette forhold mellem fantasi og historie idéhistorisk, bliver det klart, at historisk kontingente konceptualiseringer af forestillingsevnens kapacitet som erkendelsesmodus, undertiden har formet historieskrivningens forhold til fantasibrug. Jeg er, skønt denne kendsgerning, interesseret i, hvordan dette forhold kan nuanceres og kompliceres ved inddragelsen af et kønsperspektiv. Et kønsperspektiv forekommer mig relevant, da der ofte opstår værdiladede distinktioner i hvad historisk viden kan være – historiografi er legitim historisk viden, eftersom denne rekonstruerer historiske situationer ud fra ’sande fakta’, mens historisk fiktion ikke er historie, selvom genren ofte tager del i at rekonstruere fortider, fordi selve modus for rekonstruktion opfattes som spekulativ og subjektivistisk. Ser man dette i lyset af historiedisciplinens, historisk set, maskuline fundament, bliver det klart, at kvindeligt kønnede forsøg på at skabe historiske narrativer, har måtte søge tilflugt i en anden genre, nemlig fiktion. Denne artikel argumenterer derfor at et kønsperspektiv på fantasiens rolle i historisk erkendelse, er kritisk for at komplicere historiedisciplinens strukturelle antagelser om, hvad historisk viden består i, fordi det afselvfølgeliggør idéen om ét universelt epistemologisk udgangspunkt.
Historiens køn
Historiografiens anspændte forhold til fantasibrug, som ofte resulterer i diskussioner om sandfærdig repræsentation af historiske ’fakta’, har rødder i disciplinens etablering som videnskabelig praksis siden det 19. århundrede. Professionaliseringen af historievidenskaben, og medfølgende etablering af den historievidenskabelig praksis, er det centrale karakteristika ved historievidenskabens konsolidering i det 19. Århundrede.[1] Udviklingen af historiedisciplinens objektivitetsideal[2] hænger således også sammen med adskillelsen af professionaliseret historieskrivning fra amatørisme, med tilhørende afgrænsning af hvad der kunne anerkendes som legitim historiefremstilling. Centrale videnspraksisser som seminartræning og arkivresearch “[…] yielded distinctive ways of imagining field-specific tasks, including highly gendered fantasies of historical work, that enticed people into and shaped the profession”, blandt andet fordi disse rum, som var konstitutive for praksissen, mestendels var forbeholdt mænd og brugen af maskuline metaforer etc. var kritisk for at forbinde historieskrivningen med kriterierne for videnskabelig rationalitet.[3] Konteksten for udviklingen af den professionelle historiker, og den historiske videnskab, kan derfor forstås som gensidigt forbundet med udviklingen i maskulinitetsidealer gennem det 19. århundrede.[4] Konstruktionen af dette forhold tager sig ud på mangeartede måder, gennem videnskabelige praksisser, diskurser, materielle rum, etcetera, der alle udgør forestillingen af en kohærent kollektiv identitet for historikeren og historieskrivningen.[5] Videnskabeligheden for historisk viden i det 19. århundrede kan således forstås som sammenkoblet med en fantaseret mulighedshorisont, der forbandt en maskulint funderet historisk bevidsthed, og identitet, med historiografisk objektivitet. Dette medførte en epistemologisk indsnævring, både i valget af kildemateriale, måden at tilgå dette på, såvel som selve historieskrivningens form: “History before professionalization, […] comprised a wider field of human experience, a more varied source material, and a more complex epistemology. It could have an emotional valence or an erotic one, and could convey a sense of the past in all its memorialized immanence.”[6] Denne epistemologiske indsnævring viser sig dermed både i, hvad og hvordan noget rekonstrueres historisk, og i forestillingsevnens funktion. Objektivitetsidealet fjerner ikke historikerens subjektivitet ved at eliminere forestillingsevnens rolle i historisk rekonstruktion, men tilslører alle spor af denne under banneret af videnskabelighed, rejst gennem diverse standardiseringer af metode. Den historiske bevidsthed konceptualiseres således som ukønnet og neutral, selvom denne er historisk sammenflettet med kønnede hierarkier, og oftere end ikke, har appelleret til køn for at retfærdiggøre sin videnskabelige autoritet.[7] ’Mænd’ og ’fakta’ kunne ikke blive udgangspunkt for historiens altseende øje, foruden en afskrivning af ’kvinder’ og ’fantasi’.
Videnskabeligheden for historisk viden i det 19. århundrede kan således forstås som sammenkoblet med en fantaseret mulighedshorisont, der forbandt en maskulint funderet historisk bevidsthed, og identitet, med historiografisk objektivitet
Den historiske forestillingsevne
Jeg vil i dette afsnit kredse nærmere ind på begrebet ’den historiske forestillingsevne’, udlagt og analyseret af Hayden White i værket Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe,[8] som kontemporær pendant til historievidenskabelighedens udvikling og derved undersøge hvilken effekt dette har for indlejringen af køn i historisk viden. Begrebet udgør en kritisk intervention for historievidenskabens epistemiske status, i den forstand, at White “aimed at highlighting the poetic function of language in historical writing, an aspect of the historian’s task that was either repressed or undermined in the traditional historiographical frame of mind.”[9]
Metahistory bygger sin analyse af den historiske forestillingsevne ud fra formålet at bestemme karakteristika for forskellige konceptualiseringer af historiefremstillingen, gennem dens ’klassiske fortællere’. Proceduren er strukturalistisk af karakter og retfærdiggør, ifølge White, “concentration on historians and philosophers of distinctively classic achievement, those who still serve as recognized models of possible ways of conceiving history.”[10] White søger således at opstille mulige kriterier for en ‘ideal-typisk’ struktur af det historiske værk, med en antagelse af det historiske værk som “a verbal structure in the form of a narrative prose discourse that purports to be a model, or icon, of past structures and processes in the interest of explaining what they were by representing them.”[11] Historikerens brug af forestillingsevnen i denne ligning henvender sig til formen af den historiske gengivelse, altså fremstillingen af begivenheder i et hierarki af signifikans, der fortæller en sammenhængende historie med forklarende affekt.[12] Whites begreb åbner således op for at forstå historiekonceptualiseringen som udgjort af forskellige narrative modaliteter, der organiserer fortidens kaotiske og fragmentariske data i meningsfulde narrativer, hvilket åbner op for pluralistiske tilgange til historien, og gør op med ’master narratives’, idéen om én lineært sammenhængende og sandfærdig historie. På samme tid tegner begrebet sine narrative konturer og grænser ud fra en normativ kanon af tænkere — bla.a. Ranke, Toqueville, Hegel, Marx og Nietszche — som White selv beskriver som modeller for de eneste legitime måder at konceptualisere historie. Jeg er ikke interesseret i at lave en værdidom her, men jeg vil påstå, at det er nødvendigt at anskue dette normative aspekt i lyset af de, af White angiveligt ophævede videnskabelighedskriterier, for ikke at stille hans begreb uden for konteksten af historiedisciplinens udvikling. For hvis begrebets narrative struktur betragtes som en absolut naturlighed for historieskrivningen, risikerer vi at stå ukritiske over for dens ’klassiske fortællere’. Derved åbnes der også op for at overveje køn som indlejret i begrebet, eftersom de strukturer det baserer sig på, historisk set implicerer kønnede magtforhold.
Anlægger vi et kønsperspektiv på Whites begreb kan vi på dets teoretiske flade, forstå begrebets potentiale i at dekonstruere historiografiske fortællinger om køn. En sådan kritik kan nemlig bruges til at forstå reproduktionen af kønnede hierarkier som konsekvens af en specifik historisk narrativitet, og således ikke naturgivne fakta. Går vi mere kritisk til begrebet, som udtryk for en historisk kontingent udvikling i historiografien, bliver det imidlertid lidt mudret. Selvom begrebet ligner et opgør med historiografiens videnskabelighedskriterier, fungerer det stadig som rammesættende, for hvilke strukturelle kriterier der må gøre sig gældende, for at opnå historisk legitimitet. Med sig i bagagen har begrebet altså stadig ideen om historiens neutrale, altseende øje – der er nogle der skriver historien, hvis bias er synlige, mens metahistoriens eget blik står uden for sådan granskning. Privilegeringen af forestillingsevnen er ikke samtidig også en privilegering af al forestilling. Forestillingsevnen, som den er funderet i Whites begreb, er indlejret i de kulturelle, ideologiske og disciplinære rammer, som historikeren opererer indenfor. Hvis denne begrebsligt specifikke konceptualisering af forestillingsevnen beskrives som nødvendighed for historisk skrivning, risikerer begrebet at reproducere de allerede eksisterende strukturer, der historisk set har marginaliseret alternative epistemologier som ikke-historiske. Jeg vil ud fra denne pointe følgende overveje værdien i at rehabilitere og reaktualisere negligerede epistemologier i historieskrivningen.
Erotisk historie – Germaine de Staëls historieskrivning
Jeg vil i dette afsnit nærlæse og analysere udvalgte passager i Germaine de Staëls værk Corinne or Italy, suppleret og kontekstualiseret ved Bonnie G. Smiths behandling af de Staëls alternative historieskrivning, for at forstå hvilken betydning rehabiliteringen af ”glemte” kvinders historieskrivning har for vores forståelse af hvad historisk bevidsthed består i. De Staël er som sådan ikke en glemt kvinde i historien, men hun figurerer primært som litterær og politisk aktør i konteksten af den franske revolution.[13] Hvad der kunne være af historisk sensibilitet i de Staëls forfatterskab, afskrives i stedet med lethed som ren fiktion, selvom de Staël proklamerede sig selv som et ’historisk geni’.[14][15] Hvis vi imidlertid agter at læse de Staël som ’glemt’ historiker, og derved kaster blikket på hendes mærkværdige syntetisering af fiktion og historie i hendes værk Corinne, kan vi få øje for, hvor bredspektret mulighedsrummet for historisk erkendelse har været konceptualiseret, om vi selv accepterer den specifikke epistemologi som historisk legitim eller ej.
De Staël skriver sig med Corinne ind i kølvandet på den franske revolution, en periode præget af ”[…] painful memories of revolutions, confusion about the terms of historical representation, and uncertainty about which past would be written.”[16] Historisk forfatterskab var, for de Staël, indbegrebet af en besværlig fortid, der ikke var tilgængelig for sikker viden, hvor historikerens rolle bestod i at bygge bro over denne fortidskløft.[17] Under aktiv forbindelse mellem hendes kvindelighed og historieskrivning, afhang historien for de Staël i højere grad af kvindelige ’historiske genier’ som hende selv, der gennem en udpræget smertefuld sensibilitet, kunne erkende fortidens uforsonlighed, og derigennem forene det uforenelige.[18] Denne uforenelighed kunne ikke betvinges af viden eller repræsenteres gennem narrativ. Historiens immanens manifesterede sig i stedet i overnaturlige fænomener, indskrevet sensuelt i landskaber, som en tøjre mellem nuværende og forbigangent, liv og død, kun tilgængelige for det indlevende historiske geni, hvis legemliggjorte fantasmatiske erkendelse af fortiden ”[…] became the missing link that made ruptured oppositions into a recognizable continuum, most importantly by connecting the past to the present.”[19] Vi må således forstå de Staëls konceptualisering af det kvindelige historiske geni som besiddende en særligt sensuel erkendelsesmodus, forbundet til en transcendent forestillingsevne og hendes eksplicit kønnede kropsliggørelse.
Corinne omhandler den eponyme Corinne, karakteriseret ved hendes poetiske sensibilitet og transcendente geni. Romanens centrale motiv er kærlighedsfortællingen mellem Corinne og Oswald, med Italiens monumenter, kunst, kultur og historie som baggrund. Mit udvalgte nedslag i værket er digtpassagen ”Corinne’s improvisation at the Capitol”,[20] begrundet i dets eksemplificering af Corinnes karakteristiske anvendelse af digterisk fantasi for at fremmane en historisk fortid.
‘Historisk geni’ forbinder således viden og fantasi og betoner derved intellektuel fordybelse som er en nødvendighed for fantasiens kraft
Passagens scene er en hyldest til Corinnes geni ved Capitol i Rom, foran en stor forsamling. Her adresserer hun et personificeret Italien, landets mytologi, dets natur og monumenter, dets døde kunstnere, lærde og filosoffer, alt i alt dets fortid, nutid og fremtid i forbindelse. Hendes geni transcenderer sig selv, ved at elektrificere Oswalds fantasi: ”above all, Corinne, electrified Oswald’s imagination.”[21] og bidrager derved til en kommunal erkendelse, af den digteriske bro mellem fortid, nutid, og fremtid hun fremmaner.
Capitols immanente historiske stedslighed er hvad der vækker forbindelsen til det hinsides i Corinne.[22] Hendes særegne forestillingsevne, i sensuel dialog med hendes omgivelser, vækker tillige, som for kunstnere forgangne, det ”tabte univers”.[23] Dette ’tabte univers’ eksisterer ikke i fysisk forstand, men virkeliggøres gennem poetisk erkendelse, der sanseligt forankret i Corinne kan udtrykke en subjektiv sandhed, som i fortællersituationen opnår universalitet. Ligesom poeter som Tasso, hvis krone Corinne metaforisk bærer, kan forestillingsevnens profetiske karakter ’afsløre sandheder om forgangne tider, ved at gøre fremtiden sit domæne’.[24] Frem for at opstille en radikal adskillelse af viden og fantasi, udtrykkes disse, i de sidste linjer af ovenstående citat, som gensidigt forstærkende. ‘Historisk geni’ forbinder således viden og fantasi og betoner derved intellektuel fordybelse som en nødvendighed for fantasiens kraft.
I talens sidste del, en helligelse af døden, betragter Corinne ruinerne i Rom, og deres metaforiske spøgelser, som et billede på en verden, hvor det forgængelige er allestedsnærværende og repræsenterer en åbning mod det immaterielle.[25] Rom bliver således et udtryk for en verdslig, sensuelt stimulerende tøjring for fantasien at forenes med ’de døde’.[26]
Historieerkendelsen er dialogisk mellem det historiske geni og stedsligt bundet fortid, samtidigt også mellem fortæller og fortalt. Dette sidestilles med romanens overordnede kærlighedsmotiv, i forholdet mellem Corinne og Oswald, og som Smith påpeger: “Thus de Staël drew on and compounded subject-object oppositions – Corinne and Oswald, the living and the dead, history and fiction, men and women – making an intensely charged hermeneutical (that is, erotic) situation.”[27] En analyse af Corinne som udtryk for en formmæssigt alternativ historisk bevidsthed, viser således hvordan de Staël konceptualiserer fantasien som middel for historisk erkendelse, hvor denne er eksplicit forbundet med Corinnes sensuelt kønnede geni, udtalt gennem de hermeneutiske situationer Corinne indgår i. Subjekt-objekt oppositionen er nødvendig for at aktualisere processen, hvorigennem fantasien rettes mod, og kan opnå viden om, historien — ellers ville Corinne have været et rent psykologisk værk og hendes fantasi rent subjektiv. De Staëls erotiske historie, hvis centrale skikkelse er det kvindelige ‘historiske geni, udgør således en distinkt og alternativ historisk epistemologi, fra en tid hvor køn var eksplicit forbundet med historien, og ikke subsumeret under et videnskabeligt ’blindt blik’. Dette påpeger således, at mulige måder at konceptualisere historie på, ikke altid har afhængt af deres opfattede ’videnskabelighed’, men nærmere forhandles i deres historiske magtrelationer. De Staëls obskure metoder for, og fremstilling af, historiske erkendelse, var eksplicit kønnet og blev afskrevet i kraft af dette, ikke ud fra et illusorisk ukønnet metodeideal. Specifikke epistemologiers gyldighed må altså forstås som historisk kontingent, og derved kan rehabiliteringen af disse, sætte nuværende kriterier for historisk viden i perspektiv, specielt i dette tilfælde, fantasiens rolle for historien.
”Fantasy echo”
Jeg har indtil videre behandlet de kønnede implikationer af historiedisciplinens konceptualisering af fantasiens rolle i etableringen af historisk viden, ud fra en positiv forståelse af fantasiens potentiale til at udvide mulighedsrummet for, hvad historisk bevidsthed kan bestå i. Dette kan dog risikere at blive en ensidig og kønsessentialistisk fortælling, hvor en karakteristisk ’kvindelig’ forestillingsevne eller historisk epistemologi etableres som løsning. Det er ikke i kraft af, at de er kvinder, eller har en essentielt kvindelig forestillingsevne, at kvindeligt kønnede eksempler på historieskrivning udgør udfordringer af den historiske forestillingsevne, men fordi fremskrivelsen af disse grundlæggende udfordrer historiografiens idé om videnskabelig universalisme. For at yde retfærdighed for dette forholds kompleksitet, vil jeg i dette afsnit introducere Joan W. Scotts begreb ”fantasy echo” som et eksempel på en kønsteoretisk position, der kritiserer og komplicerer fantasiens rolle i konstitutionen af historiske subjekter, og dermed destabiliserer en identitetskategori som ’kvinder’.
Scott konstruerer “fantasy echo” som begreb der kan beskrive hvordan “[…] identities don’t preexist their strategic political invocations, that categories of identity we take for granted […] are, in fact, retrospectively linked to those roots; they don’t follow predictably or naturally from them.”[28] At karakterisere retrospektiv identifikation som et fantaseret ekko, eller en ekkoet fantasi, er således for Scott, at forstå retrospektiv identifikation som forsøg på at finde ligheder mellem fortidige og nutidige aktører, hvor fantasi udgør midlet for at etablere denne forbindelse.
Denne fantasibrug skal ifølge Scott, forstås som noget, der kan rettes intentionelt, men primært opererer på ubevidsthedens plan. Identitetsenhed i en gruppering bliver således noget der ikke forefindes uafhængigt af diskursiv henvisning, men sikres gennem fantasien for at transcendere historie og heterogenitet.[29] Denne proces er, hvad der for Scott er på spil i konstitueringen af historiske subjekter, hvis historiske identitet muliggør en tilskrivelse af agens.[30]
Mens fantasi kan åbne for nye måder at forstå og relatere til fortiden på, kan den samtidig skabe ’falske’ eller romantiserede forestillinger.
Med tilføjelsen af ‘ekko’, udvider Scott fantasiens funktion, ved at problematisere det tidslige forhold i retrospektiv identifikation. Identitetskategorier får tilskrevet mening ud fra en historisk ’lyd’, der tolkes af nutidige ører, et ekko der rammer forskellige tidsflader og dermed binder disse sammen som resonans.[31] Således kan vi forstå identitet, ikke som sammenhængende historisk fænomen, men som en fantasi der overskrider forskelligheder mellem tidsligt separate subjekter.[32]
Begrebet beskriver altså hvordan fantasien medierer historisk erfaring og udgør en psykologisk, narrativ forbindelse mellem fragmentariske fortider og nutid, frem for en faktuel forbindelse. ’Fantasy echo’ påpeger således, at fantasi ikke kun er et frigørende eller ekspanderende element i historien. Den kan også forvrænge og simplificere historien. Mens fantasi kan åbne for nye måder at forstå og relatere til fortiden på, kan den samtidig skabe ’falske’ eller romantiserede forestillinger, som begrænser historisk bevidsthed, ved at fastlåse denne i stereotype narrativer, der er resonante for nutidige fællesskabers ønsker om historisk identifikation. Således kan der f.eks. konstrueres kontinuitet i idéen om ét universelt epistemologisk standpunkt for historisk bevidsthed, hvis socialt konstruerede antagelse af hermeneutiske procedurer som ’ukønnede’, projiceres tilbage på historien. Dermed tilskrives iboende naturlighed, hvorved historisk viden bliver en monolitisk kategori. Historien, og hvordan man skriver den, bliver således en resonans mellem den nutidige disciplins antagelser om hvad historisk viden er, ud fra hvad den har været, og omvendt.
Konklusion
Den historiske bevidstheds kontingens viser os at køn var eksplicit forbundet med denne før historiedisciplinen blev videnskabeliggjort. Dette ses f.eks. hos de Staël hvor køn er grundlag for historisk erkendelse. Sådan eksplicit kønnethed blev subsumeret under historievidenskabens objektivitetsideal over det 19. århundrede, hvilket dog ikke betyder, at der ikke stadig forefindes en kønnet struktur i, hvordan historisk viden konceptualiseres. Det er derfor vigtigt at anvende køn som analysekategori, netop som Scott påpeger, fordi køn er en central identitetskategori, som reificeres gennem retrospektiv identifikation, og dermed har væsentlige implikationer for historieskrivningen, såsom at fastholde gængse narrativer og fortolkninger, som bygger på en maskulin-centrisk idé om det historiske subjekt.
Denne kendsgerning komplicerer ydermere Hayden Whites begreb ’den historiske forestillingsevne’, ved at synliggøre begrebets normative antagelser og grænser. Begrebets normative rammer opstår ikke som direkte konsekvens af en kønsantagonistisk attitude, men derimod i en kompleks proces af fantaseret retrospektiv identifikation. Denne proces må dog ikke reduceres til en magtmatrix, der virker ud fra et eksplicit ønske om at ekskludere bestemte epistemologier fra historisk bevidsthed.
Inddragelsen af Germaine de Staëls Corinne, som eksempel på negligeringen af historisk epistemologier, illustrerer ’den historiske forestillingsevnes’ snævre konceptualisering af historieskrivningens narratologiske form. Dette betyder imidlertid ikke, at vi bare kan udfordre begrebet ved at reetablere Corinne som historisk værk. Som Scott viser, må vi forholde os kritisk til kønnethed når vi rehabiliterer historiske epistemologier. Scotts feministiske historie er nemlig mere omfangsrig end blot at bringe kvinder tilbage i historien, den er også en kritisk udvidelse af den historiske forestillingsevne.[33] Rehabilitering af negligerede epistemologier må derfor ikke være en direkte rehabilitering af disses egne kønnede dynamikker — dette ville være kontraproduktivt — men kan anvendes til at udfordre nutidigt gængse, kønnede normative afgrænsninger af, hvad der kan kvalificeres som historisk bevidsthed og viden.
På denne måde bliver det altså klart, at et kønsperspektiv på fantasiens rolle i historisk erkendelse må bevæge sig ud over blot at lave indvendinger som ’kvinder er blevet ekskluderet som historiske subjekter og aktører, og må skrives tilbage i historien’, til at overveje, hvilke kønnede processer ligger til grund for historiedisciplinens metarefleksive idé om historisk bevidsthed.
Noter
[1] Bonnie G. Smith, Gender of History, (Harvard University Press, 1998), 103.
[2] Min forståelse af objektvitetsbegrebet baserer sig Lorraine Daston’s analyse i værket Objectivity: Lorraine Daston, Objectivity (Zone Books, 2010) 17.
[3] Smith, Gender of History, 103–105.
[4] Smith, Gender of History, 105
[5] Smith, Gender of History, 104.
[6] Smith, Gender of History, 130.
[7] Smith, Gender of History, 128.
[8] Hayden White, Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe, (The John Hopkins university Press, 1973).
[9] María Inés La Greca, “Hayden White and Joan W. Scott’s feminist history: the practical past, the political present and an open future.” Rethinking History, 20, 3 (2016).
[10] White, Metahistory, 4.
[11] White, Metahistory, 2.
[12] White, Metahistory, 7.
[13] Danmarks Nationalleksion, ”Madame de Staël”, lex.dk, 2. oktober, 2024, https://lex.dk/Madame_de_Sta%C3%ABl.
[14] Smith, Gender of History, 14–15.
[15] Smith, Gender of History, 17
[16] Smith, Gender of History, 19.
[17] Smith, Gender of History, 20.
[18] Smith, Gender of History, 21.
[19] Smith, Gender of History, 26.
[20] Germaine De Staël, Corinne or Italy. Oversat af Avriel Goldberger (Rutgers University Press, 1987) 26–31.
[21] Staël, Corinne, 22
[22] Staël, Corinne, 26Smith, Gender of History,31.
[23] Staël, Corinne, 27.
[24] Staël, Corinne, 28–29.
[25] Staël, Corinne, 30.
[26] Staël, Corinne, 31.
[27] Smith, Gender of History, 28.
[28] Joan W. Scott, The Fantasy of Feminist History (Duke University Press, 2012) https://doi.org/10.2307/j.ctv1220mqq. 46.
[29] Scott, Fantasy of Feminist History, 48.
[30] Scott, Fantasy of Feminist History, 50–51.
[31] Scott, Fantasy of Feminist History, 53.
[32] Scott, Fantasy of Feminist History, 53.
[33] Greca, “Hayden White and Joan W. Scott’s feminist history” 6.
Litteratur
Danmarks Nationalleksion ”Madame de Staël”, lex.dk, 2. oktober, 2024, https://lex.dk/Madame_de_Sta%C3%ABl.
Daston, Lorraine, Objectivity (Zone Books, 2010)
Greca, María Inés La “Hayden White and Joan W. Scott’s feminist history: the practical past, the political present and an open future.” Rethinking History, 20, 3 (2016). http://dx.doi.org/10.1080/13642529.2016.1205813.
Scott, Joan W. The Fantasy of Feminist History (Duke University Press, 2012). https://doi.org/10.2307/j.ctv1220mqq.
Smith, Bonnie G. The Gender of History (Harvard University Press, 1998).
Staël, Germaine De, Corinne or Italy. Oversat af Avriel Goldberger (Rutgers University Press, 1987).
White, Hayden, Metahistory: The Historical Imagination in Nineteenth-Century Europe, (The John Hopkins university Press, 1973).
